VERDEN VENTER er en af de bedste ungdomsmusicals skrevet i Danmark. Skaberne bag musicalen er blandt andre Høg og Aagaard, som også har komponeret og tekstforfattet musik og sangtekster til kæmpesucceserne Jordens Søjler, Vildheks og Skammerens datter.
VERDEN VENTER er en gribende og rørende fortælling om en gruppe unge mennesker på en kostskole i 1958. Vi kommer ind i fortællingen første skoledag, hvor der for første gang i kostskolens historie også er kommet piger på skolen til stor glæde for alle drengene. Også en ny ung lærer, Søren Dissing, er startet. Dissing vil inspirere sine elever til at følge deres hjerte og gribe dagen. Men selv gemmer Dissing på en dyb hemmelighed, som for alt i verden ikke må slippe ud.
Forestillingen foregår i et univers, som ligeså vel kunne udspille sig i dag. Dette gør fortællingen troværdig og vedkommende. Det eneste, der egentligt peger os mod en tid i slutningen af 50’erne, er, udover tiltalen ”De” og et yderst forstokket lærerkollegium, at rock’n’roll i 1958 lige er kommet til Danmark, og at eleverne er nødt til at spille deres nye yndlingsmusik i smug for ikke at få konfiskeret deres instrumenter. Men også dét vender Dissing op og ned på.
VERDEN VENTER har et virkelig velskrevet manuskript med fremragende musik og sangtekster. Den er sjov og vedkommende, rørende og sørgelig.
VERDEN VENTER er en ungdomsforestilling og anbefales ikke til børn under 7 år.